I den forgangne sommer har vi her i Alopex Media haft en herlig oplevelse.
I vores private have (vi bor også sammen til daglig) flyttede en musefamilie ind!
Det gjorde vores lille stykke Vild Med Vilje endnu federe.
Men hvad var det for en mus? Vi søgte råd hos eksperterne, og det er der nu kommet en artikel ud af.
Artikel og fotos er netop udkommet dette efterår i Magasinet Vestksyten.
(Se den i magasinet gratis online her.)

Det er første gang, vi på den måde fortæller en mere personlig historie i vores naturjournalistik.
Derfor er denne lille nyhed lidt længere end normalt.

Du kan nemlig læse hele teksten lige her:

En musefamilie flyttede ind

Journalist Kamilla Husted Bendtsen og fotograf Mikkel Jézéquel arbejder sammen i naturformidlingsvirksomheden Alopex Media og leverer blandt andet naturstof her til Magasinet Vestkysten. Til dagligt bor parret også sammen privat, og denne sommer har de haft en ganske særlig gæst i “Vild med Vilje” – haven. 

Tekst: Kamilla Husted Bendtsen Foto: Mikkel Jézéquel

Hvad er dog det?!
Vi ser rådvilde på hinanden, fotografen og jeg, mens vi begge spærrer øjnene op.
Det er meget tidlig forår, vinteren er netop forbi, og vi har (noget forsinket) slået det høje græs i vores “Vild med Vilje” – plæne. 

Selvom det er “vildt”, skal det stadig klippes ned og samles sammen en gang imellem. Vi nåede det ikke i efteråret, men nu er det gjort, og noget mystisk har åbenbaret sig, da det lange græs kom væk.
I et område på omkring fire kvadratmeter er jorden gennemhullet som en gul ost, og mellem hullerne er jorden arret. Snirklede forgreninger løber som blodårer i et sindrigt system mellem hullerne. 

Jeg har netop læst om den store rotteplage, der har hærget landet denne vinter, og bliver lidt bleg ved allerførste øjekast på de mange huller. Er vores have simpelthen epicenteret for rotteepidemien, uden vi har opdaget det? Men nej, det her er altså meget små huller. 

Det ligner ikke rotters værk på nogen måde, det er de alle enige om; alle dem, der kommer og skal besigtige fænomenet i forhaven.
“Guuuuud, I har fået mosegrise”, er der en del, der forskrækket udbryder, og der trædes instinktivt et skridt tilbage væk fra de små huller. Mosegrise spiser rødder på buske og træer, man kan skam miste meget, siges der!

Måske er det i stedet én eller anden mus, siger andre.
I så fald vil alle ledninger i bilen snart være bidt over, og næste stop for dyrene er indendøre i huset, bare vent!
“I er naturformidlere! Hvorfor ved I ikke med det samme, hvad det er”, kan man måske tænke, men små gnavere er alligevel et ret specialiseret emne.
Vi slår koldt vand i blodet. Vi har trods alt åbenbart levet længe med dyrene uden at miste hverken rødder eller ledninger, og det er da utroligt spændende, hvad det kan være. Og hvem ved, måske er hullerne i plænen ubeboede nu? 

Det viser sig dog snart, at det langt fra er tilfældet.

Første møde

Jeg sidder ved skrivebordet og klaprer på tasteturet, da jeg kaster et blik væk fra computerskærmen og ud i haven på den hullede plæne. Pludselig ser jeg et stort mælkebøtteblad galoppere henover græsset. Hvad Søren?

Puf, så forsvinder det ned i et af hullerne. 

Jeg stirrer derud. Pludselig, hurtig som lynet og på et splitsekund, pisker en lille, brun klump op af hullet igen og gennem gangstien og ned i et nyt hul. Der er liv!
Jeg får tilkaldt fotografen med kamera, og den næste halve times tid kan vi på et par meters afstand stå og se et lille, brunt dyr med kort hale plukke det ene store mælkebøtteblad efter hinanden. De slæbes med ned i diverse huller. Bladene er enorme i forhold til det lille dyr, og indimellem er der en lille spisepause i arbejdet. Det er vores første møde.
De næste måneder er sjove. Vores ellers lidt kedeligt beliggende forhave er pludselig skæg at komme i nu, hvor man har en chance for at møde den nye nabo. Fotografen forsvinder i hele og halve dage derud liggende i græsset. Kan jeg ikke finde ham, er det sikkert: Han er ude hos musen.
“Se der, nu løb den ned i dét hul, så kommer den op derovre lige om lidt”, kan han for eksempel sige. Og ganske rigtigt. Sekunder efter stikker det lille, brune hoved op som forudset. Klik, klik, lyder kameraet.
Det er svært. Musen er vims. Den står sjældent stille, og når den gør, er det måske bag noget græs eller med ryggen til. Dog lykkes det ind imellem at få et billede af vores lille havegæst, som pludselig kommer til at gå under navnet “Mussi” i daglig tale.
Af en eller anden grund anses det som ekstra professionelt at holde en vis distance til stoffet som naturformidler og holde sig fra navngivning, men det kan være svært i et svagt øjeblik, når emnet ligefrem flytter ind på matriklen og bliver en del af hverdagen.

Familieforøgelse

Det er blevet varmt og tørt, og musen er ofte ude og drøne rundt i sine gangsystemer på jorden. Den spiser af græsset rundt om. Man kan ligefrem se små pletter på plænen, hvor den har gnavet græsset ned i musehøjde. Et afgræsningsprojekt i miniformat. Vores vilde plæne står smukt med gule kongepen i mange måneder, og også dem forsvinder der nogle stængler af i ny og næ, kan vi se. 

Humlebierne flyver i forsommeren flittigt og håbefuldt ud og ind af de mange huller. De håber at finde en forladt muserede, som de kan bo i, og tiltrækkes af lugten af musetis derindefra. Men “Mussis” rede er optaget. Omkring musehullerne og de små bunker ekskrementer ses en del fluer, og solsortene hopper flittigt på plænen og snapper dem. Et helt lille økosystem er ved at forme sig.
“Se, der er den igen”, siger fotografen og jeg lige begejstret, hver gang vi ser “Mussi” derude.
Pludselig en dag, siger vi det begge i kor, men ved hver sit hul. Hov! Jamen, den var jo der? Og der? Og pludselig er der to små, brune mus oppe på jorden! 

Den anden må være “Mussilini”, bliver vi enige om i endnu et svagt øjeblik.
Og ja, som man nok kan tænke sig, er der pludselig en dag tre endnu mindre mus, der lidt mere klodset tumler rundt i gangene og sidder og spiser græs derude.  

I am text block. Click edit button to change this text. Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

En ret usædvanlig mus

Vi har efterhånden iagttaget “Mussi” og familie længe. Sikke privilegeret at få lov at følge muselivet på så tæt hold! Men hvad er det egentlig for en mus? Det vil vi gerne vide. Vi tror, det er en markmus, nu vi har set den. Men er det rigtigt? Og i så fald hvilken slags?
Danmark har en meget lille håndfuld eksperter, når det kommer til mus, og vi sender billederne til en af dem, tidligere museumsdirektør Thomas Secher Jensen, der også vender dem med muse-ekspertkollegaen Jens Tang Christensen. Det er ikke lige let at artsbestemme mus ud fra fotos, men billederne er dog tydelige og kan også sammenholdes med info om musens levevis. 

Det viser sig, at “Mussi” er en sydmarkmus. Det er begge eksperter enige om.
“En af Danmarks mindre almindelige småpattedyrarter”, som der står i Dansk Pattedyratlas.
Hvor den almindelige markmus har været i landet i over 11.000 år og er vidt udbredt og meget almindelig, så har sydmarkmusen kun levet her i 2500 år, og den findes udelukkende i Jylland syd for Limfjorden samt på Als, Mandø og Rømø. Den er i sin tid indvandret sydfra, fra Tyskland, deraf navnet.

En farlig tilværelse

Hvor almindelig markmus har en lidt længere, mere lodden pels og er lidt mørkere, så har sydmarkmusen en lidt lysere og kortere pels, særligt på ørene er pelsen kortere. Dens hale er også en smule kortere, og musen generelt lidt mindre. Den er 9-13 cm lang, heraf er halen 3-4 cm. En lille mus vejer kun 20 gram, mens en fuldvoksen han kan veje 50 gram. 

Men det mest karakteristiske er loben inde i øret, der er mindre hos sydmarkmusen. Det skal man dog helst have musen i hånden for at kunne se, og man skal ikke sådan gå og tage den op. Den kan bide fra sig. Det fortæller Ph.D. emeritus ved Naturhistorisk Museum Jens Tang Christensen, da jeg ringer og spørger ind til det. 

Siden barnsben har han interesseret sig for de små pattedyr, og en del af karrieren har handlet om mus. For eksempel da han i 1970’erne undersøgte markmusebestanden på Tipperne ved Ringkøbing i forbindelse med et forskningsprojekt. Her fandtes både sydmarkmus og almindelig markmus side om side.
“De spiser faktisk det samme; græs, urter og andre planter, så de to arter er konkurrenter på den måde. Men de kan leve sammen, fordi almindelig markmus lever i meget høj vegetation og også gerne lidt fugtigt, mens sydmarkmusen også gerne bor i mere tørre områder og godt kan tolerere kortere græs, ligesom i jeres have”, fortæller han, og jeg nikker ind i telefonrøret.
Musen blev skam boende, selvom græsset blev endog meget kort. Havde det generet den, var den flyttet til bedre steder. Det gør mus, når de forstyrres for meget, eller deres levested pludselig bliver uegnet. Det er nemlig farligt at være mus. De små gnavere er nederst i fødekæden hos mange. Særligt uglen, tårnfalken, lækatten og bruden har musen højt på menukortet, men utallige andre dyr spiser mus.
Det er derfor, musene laver sig nogle faste stier, som de færdes på. Stierne er ryddet for forhindringer, og musen kender dem ud og ind. Gennem de slidte, faste spor, kan de hurtigt smutte ned i sikkerhed i hullet. 

En “venlig” mus

Alle markmus har territorier. Hunnerne har lidt mindre territorier omkring deres rede, hannerne har et lidt større territorium, der kan strække sig henover flere hunners.
Og her er endnu en forskel på de to markmusearter. 

“Almindelig markmus er meget aggressiv omkring sit territorium”, fortæller Jens Tang Christensen.
“De slås og tåler ikke andre artsfæller. Men sydmarkmusen er mere tolerant og omgængelig. De er ikke så aggressive, og man kan for eksempel godt se to hunner dele rede og opfostre unger sammen”, fortæller han.  

Når hunnerne er i brunst, opsøger hannen dem. De parrer sig, og han tager “hjem”. Hunnen er drægtig i tre uger og får nu ungerne i sin rede, hvor de vokser op, inden de selv flytter ud omkring tre uger efter. Hunnen kan blive gravid igen straks efter fødslen, og en mus får cirka tre til fire kuld på en sæson med tre til fem unger i hver. Første kuld kommer om foråret og kan selv nå at sætte unger i verden senere på sommeren. Det kan blive til noget, og selvom sydmarkmusen ikke er så almindelig igen, er den alligevel forholdsvis talstærkt repræsenteret og ikke truet.
Dog tyder meget på, at bestanden af markmus generelt er faldende. 

“Det skyldes, at deres levesteder forsvinder. Vi har ikke våde enge, hvor der for eksempel bliver slået hø som i gamle dage, og vi har drænet og opdyrket meget af jorden”, forklarer Jens Tang Christensen. 

Tilbagegangen i mus har store følger. For eksempel er der for nyligt udkommet et forskningsprojekt, der peger på, at kirkeuglen er tæt på uddød i Danmark på grund af mangel på sin hovedfødekilde: Mus. De få danske kirkeugler lever af kunstig fodring og regnorm. 

Håb for musene

Det har effekter langt op i et økosystem, når levesteder for en vigtig fødeart forsvinder. Men måske er der ved komme nogle nye, små pletter af egnede levesteder?
Jens Tang Christensen kunne godt se for sig, at markmus generelt kunne have en fin tilværelse i de flere og flere uforstyrrede “Vild med vilje” – plæner. 

Oplever man en markmusefamilie i sin vilde plæne, som vi var heldige at gøre, skal man ikke blive bange. 

“Man skal bare nyde dem”, siger han. 

“Det er mus, der ikke søger indendørs. De ødelægger ikke ejendele, træer eller planter, og de anses ikke som store skadedyr. De spiser primært græs. Ved en usædvanlig hård vinter med frost og sne, kan det ske, at de laver gange i sneen hen til frugttræer og gnaver lidt i barken, men det tror jeg er sjældent med de milde vintre, vi har”, forklarer Jens Tang Christensen, inden jeg til sidst må fortælle ham en sørgelig nyhed. 

Jeg tror, vores mus med familie er død og borte.
Det er ikke kun de vilde dyr i naturen, der er glade for mus. Også tamkattene, der ellers kunne vælge Whiskas, holder sig ikke tilbage, og vi har haft en del af den slags ubudne gæster i haven.
Græsset i plænen er efterhånden vokset op til anseelig længde, musehullerne er forsvundet i virvaret, og det er en måned siden, vi har set tegn på liv derude.
“Mussi” kan nu også blot være flyttet væk og have fundet sig et nyt skjulested, beroliger Jens Tang Christensen. Det kan være farligt for en mus at benytte det samme levested for længe. 

“Men sådan nogle små mus kan meget let leve helt skjult derude i det høje græs nu, uden man ser noget til dem. Så måske er de der endnu. Det er der en chance for”, spekulerer Jens Tang Christensen, og jeg håber, han har ret.